Dagtilbudsforældre, som afleverer deres børn tidligt om morgenen, kender synet: Der er mandsopdækning i troldegruppen. Fire voksne er sammen med fire børn.
Det virker måske hyggeligt for de få på stuen, men i virkeligheden er der noget galt: Fleksibiliteten er forsvundet.
Med den nye lovgivning på dagtilbudsområdet har Slesvig-Holsten forsøgt at give området et kvalitetsløft, men blandt andet de nye krav til normeringen har ført til det modsatte.
Mere fleksibelt
- Før den nye lovgivning blev til, var systemet mere fleksibelt. På tidspunkter med få børn har vi kunnet nøjes med færre voksne, og det har givet os noget råderum til at bruge personale, hvor det bedst giver mening i forhold til pædagogikken og børnenes behov – for eksempel til særlige projekter, opdeling i mindre grupper eller på ture, hvor der er brug for flere voksne. Sådan er det ikke mere. Nu skal der altid være det antal pædagogisk personale på stuen, som gruppen er normeret til, uanset hvor mange børn der er tilstede, siger den pædagogiske konsulent på dagtilbudsområdet, Solveig Bendorff.
Lukninger
Sammen med det høje sygefravær, som lige nu er en generel samfundsudfordring, har den manglende fleksibilitet ført til, at hele institutioner eller enkelte grupper har været nødt til at lukke helt eller før tid, og forældrene skulle hente deres børn.
Forholdene har ulmet, ikke kun i Skoleforeningens 55 dagtilbud. Udfordringerne er præcis de samme i flertalsbefolkningen. Skoleforeningen er kun en af mange udbydere (Träger), som driver dagtilbud i Slesvig-Holsten.
Det gør kirker, kommuner eller organisationer som Arbeiterwohlfart også.
- Konsekvenserne af den nye dagtilbudslov har stor betydning for både medarbejdere, forældre og institutionernes børn. Demonstrationen er et fælles anliggende, og vi har planlagt den i fællesskab med kredsenes forældrerepræsentanter (Kreiselternvertretung). Vores mål med demonstrationen er at gøre opmærksom på den anspændte situation i de enkelte institutioner, siger Solveig Bendorff.
Et nødråb
Demonstrationen er et nødråb til politikerne i landdagen. Og for, at det også bliver hørt, har Skoleforeningen, sammen med de andre udbydere, besluttet at lukke dagtilbuddene denne dag, så så mange medarbejdere som muligt kan deltage.
- Vi opfordrer også forældrene til at møde op i Kiel for at vise, at vi er mange, og at vi står sammen. Vi håber, at de selv kan finde pasningsalternativer, og ellers vil der være en form for nødpasningsmuligheder i de enkelte dagtilbud. Og selvfølgelig er børnene også velkomne til demonstrationen, siger Solveig Bendorff.
Revidering
Demonstrationens krav er en revidering af Kita-loven med bl.a. tilpasning af ledelses-, vikar- og forberedelsestid og en omgående tilbagevenden til en personalebemanding knyttet til børnetallet. Denne muliggør en fleksibel planlægning af personaleressourcer efter børnegruppens behov.
- Sådan en stor demonstration er selvfølgelig et drastisk skridt og er forbundet med gener for forældrene. Men vi er nødt til at sende et tydeligt signal til politikerne om, at grænsen er nået. Vores motto er »skru op for larmen« (last uns gemeinsam laut werden). Ændringerne i dagtilbudsloven har desværre ført til, at alle, både forældre og medarbejdere, har nået deres grænser. En forandring kan kun ske, når vi skruer op for larmen, siger Solveig Bendorff.