Det var en glad formand Udo Jessen, som efter afstemningen af det dagsordenspunkt på Fællesrådsmødet, der handlede om strukturdebatten, kommenterede resultatet:
- Det er et stærkt signal, at Fællesrådet enstemmigt bakker op om Styrelsens forslag. Jeg håber, at de andre foreninger anerkender dette, og at vi alle sammen i Sydslesvig kan gå et stykke af vejen sammen og skabe den forandring, der giver mening, sagde han.
- Jeg er ked af, at kun 42 fællesrådsmedlemmer har været til stede i dag. Strukturdebatten har været det bestemmende tema på dagsordenen, og det er nok en del af forklaringen. Vi kunne jo allerede se ved forårets debatmøder om strukturen, at emnet ikke er noget, som får den sydslesvigske basis op af stolen. På de regionale fællesrådsmøder var der en del fællesrådsmedlemmer med, som ikke er der i dag. Så jeg føler i hvert fald, at alle er blevet godt informeret, sagde han.
Det var Styrelsesmedlem Søren Harnow Klausen, som præsenterede Styrelsens forslag. Det går ud på, at der kan oprettes lokaludvalg regionalt, hvor det er ønsket. Målet er en lokal koordinering af aktiviteter – men også lokal udvikling af aktiviteter på tværs af foreningerne. Desuden udstyres Det sydslesvigske Samråd med beslutningskompetence og en høringsret. Forslaget kan læses på www.skoleforeningen.org/aktuelt/nyheder/strukturdebat/.
- Vi har i vores udspil valgt at kigge på, hvad der er brug for i mindretallet. Vi har tænkt i de relevante ambitioner og den relevante nytænkning, sagde han.
Kritik
Kritik kom der blandt andet fra Fællesrådsmedlemmet Nikolaj Stage Jensen. Ikke af forslaget, men af processen.
- Vi skulle have haft mange flere informationer i god tid. I dag fik vi så et oplæg fra Mogens Rostgaard Nissen fra Centralbiblioteker med netop disse oplysninger. Dem skulle vi have haft på forhånd og på skrift, sagde han. Der blev også efterlyst workshops forud for afstemningen.
Søren Harnow Klausen forklarede, hvorfor processen havde været, som den blev: Det har været aftalt i Samrådet, at meningsdannelse omkring strukturdebatten ikke skulle være foreningsstyret. Derfor har der været de åbne debatmøder. Om det har været den rigtige fremgangsmåde, kan vi set i bakspejlet diskutere, sagde han.
Det andet emne på dagsordenen var vedtægtsarbejdet. Skoleforeningen udarbejder nye vedtægter som efter planen skal besluttes i december. Her besluttes der også, om Skoleforeningen skal have et nyt navn. Hvis det bliver tilfældet, er et muligt nyt navn »Skole og Dagtilbud i Sydslesvig e.V.. Forslaget kommer fra Gitte Goldberg og er vinderen af en navnekonkurrence, Skoleforeningen har gennemført. »Skole og Dagtilbud i Sydslesvig e.V. fik i en afstemning blandt fællesrådsmedlemmerne flest, nemlig 20 stemmer.
Medlemskab
Der stod også en vejledende afstemning på dagsordenen, som handler om Skoleforeningens fremtidige medlemskab. Det var styrelsesmedlem Mats Rosenbaum, som præsenterede forslaget:
- Vi er i vedtægtsudvalget i tvivl om, hvem der skal være medlem og vil derfor gerne høre jeres mening. Vi skal under alle omstændigheder nyordne medlemskabet i Skoleforeningen. Som den er nu, bliver man medlem i Skoleforeningen, når man får børn i systemet og bliver det uden kontingent resten af livet. Uden at vi ved, hvem og hvor de er. Det er klart, at alle forældre er medlemmer. Men I skal i dag stemme om, om alle uden børn i systemet kan være frivillige medlemmer med et kontingent, eller om det kun er forhenværende forældre og elever, som maksimalt tre år efter deres børn eller de er gået ud af skolen, kan være medlemmer, sagde han.
Også her var afstemningen entydig. 27 fællesrådsmedlemmer stemte for det mere vidtgående forslag, mens 11 stemte for, at alle kan være medlem af Skoleforeningen.
Udo Jessen tog beskyldningerne i Flensborg Avis op i Formandens beretning, som enstemmig blev bakket op af forsamlingen. Styrelsesmedlem Paul Salwig kommenterede senere på aftenen emnet »trivsel på arbejdspladsen«.
- Det er vigtigt, at man definerer en ledelseskultur i Skoleforeningen, sagde han.
Også Skoleforeningens direktør kom ind på emnet:
- Som direktør er jeg bundet til tavshedspligt i alle personsager, og det er personsager, som ligger til grund for denne sag – derfor kan jeg desværre ikke forsvare hverken mig selv eller direktionen mod de beskyldninger, som nu er genfremsat, og som chefredaktøren laver en omfattende generalisering til ”Sandheden om Skoleforeningen” ud fra. Men jeg kan træde frem og beskytte en ansat – især når han ”overfaldes” af chefredaktøren – vel at mærke pga. en udtalelse, som den ansatte som privatmenneske havde posted og hurtigt fortrudt og undskyldt. Daniel Dürkop har min og direktionens fulde opbakning – ikke til sine private meninger, de er netop private – men til det job, han udfører for Skoleforeningen. Jeg håber, at avisen fremover vil skelne mere professionelt. Og til sidst kan jeg da ikke lade være med at komme med følgende kommentar: »Efter sigende« har avisen undladt at bringe mindst et læserbrev fra en ligeledes tidligere ansat i Skoleforeningen, som på det kraftigste modsagde avisens påstande og kritiserede avisens behandling af sagen. Læserbrevet er sidenhen blevet postet på Facebook i »Debatforum for det danske mindretal«, hvis I selv vil danne jer et indtryk, sagde han. Formandens og Direktionens beretning findes på skoleforeningen.org