En fjerdedel af skolelederne bliver skiftet ud

Ti skoler vinker i løbet af skoleåret farvel til deres leder. Et rekrutteringsfirma skal hjælpe til med at finde egnede kandidater til de tre af dem.

En fjerdedel af skolelederne bliver skiftet ud

Skoleforeningen har gjort gode erfaringer med at bruge et rekrutteringsfirma, senest ved ansættelsen af en ny rektor på Duborg-Skolen. I de kommende skoleår har Skoleforeningen den helt usædvanlige udfordring, at cirka en fjerdedel af skolelederne går på pension. Således skal ti skolelederstillinger genbesættes i løbet af de kommende ti måneder.


- Det er en stor opgave, og den er selvfølgelig også meget arbejdsintensiv, siger områdeleder i Skoleforeningen, Olaf Runz.
Skoleforeningen har derfor besluttet at søge ekstern rekrutteringsstøtte til de første tre stillinger.


Der er tale om Cornelius Hansen Skolen i Flensborg, på fællesskolen i Læk og på skolen i Askfelt. Der bliver, med udgangspunkt i Skoleforeningens ønsker til kandidaternes kompetencer, udarbejdet kompetenceprofiler Rekrutteringsfirma finder på baggrund af analysearbejdet nogle kandidater, som så inviteres til samtaler, hvor de bliver interviewet og bliver testet på forskellig vis. Det er en søgningsproces, som blandt andet afdækker kandidaternes faglige, analytiske og strategiske kompetencer eller adfærd.


Ideen er, at Skoleforeningen så bruger den viden og de metoder, man har fået ved de tre ansættelser, til selvstændigt at finde egnede kandidater til de andre syv lederstillinger på Skoleområdet.


- Der bliver stillet flere og flere krav til os, der ansætter ledere, derfor mener vi, at det er en god ide, at vi professionaliserer vores ansættelsesprocedure yderligere. Det er i øvrigt også noget forældrene efterlyser. Det er skolernes samarbejdsråd, som møder kandidaterne og laver en indstilling til skoleforeningens styrelse, som sidder med den endelige beslutning, siger Olaf Runz.

Se mere