Skoleforeningen ønsker BildungsCampus Tarp hjertelig tillykke med »Deutscher Kita-Preis 2021«.
- Bildungscampus Tarp er et bredt initiativ der dækker fra politik og forvaltning over bibliotek til skoler og dagtilbud. De har i efterhånden en årrække leveret et ualmindelig flot arbejde for børnene i Tarp. Men jeg er selvfølgelig særlig stolt på vores to danske institutioner, Tarp Børnehave med Majbritt Herrguth og Treene-Skolen med Georg Thomsen i spidsen, samt de mange sydslesvigske frivillige, som engagerer sig i BildungsCampus, siger Skoleforeningens formand, Udo Jessen.
Prisoverrækkelsen blev foretaget af Tysklands »First Lady«, Elke Büdenbender.
- Der er brug for en hel landsby til at udvikle og uddanne et barn og det er netop det, disse sammenslutninger gør, sagde hun.
Det er anden gang, at BildungsCampus Tarp er med i konkurrencen og allerede i 2019 kom de i finalen – uden dog at få en 1. eller 2. plads.
- Og vi har netop været imponeret over, hvordan folkene i Tarp har reflekteret på den vurdering, som juryen er kommet med dengang og, hvordan de har videreudviklet deres koncept, sagde fomanden for prisens jury, Miriam Saati.
Det var i øvrigt en enstemmig jury på 17 personer, som pegede på Tarp som vinder.
BildungsCampus får nu en check på ikke mindre end 25.000 euro, som skal komme projektet til gode.
På billedet ses primus motor i BildungsCampus Tarp, Judith Detlevsen og Georg Thomsen samt Elke Büdenbender og studievært Barbara Schöneberger Foto: Skoleforeningen